“Min musik vil lyde tidløs”

BISSE 

Wonderword har mødt Bisse til en hæsblæsende snak om alt fra kunsten, musikbranchen, anderkendelsen og døden. Det er lidt som oprør og terapi på én gang.

”Du skal ikke udskyde de ting du gerne vil, for livet kan jo være kort. Jeg elsker sange, og jeg kan ikke lade være med at lave musik. Hvis jeg prøver at få en anden uddannelse, vil jeg bare stresse mig selv med at skulle spille musik, for jeg vil aldrig kunne slippe det. Det ville blive et tvedelt liv.”  

Med fem albums på halvandet år, er det svært ikke at tro ham. Det sidste måneder har han turneret rundt i Danmark med sin musik. Han lagde også vejen forbi Wonderfestiwall, hvor han gav en anmelderrost koncert og bl.a. blev fik ordet ’drømmeartist’ med på vejen.

Bisse er egentlig uddannet sangskriver fra Musikkonservatoriet; En institution, der har betydet meget for ham, selvom han med sine egne ord ’havde det ret stramt over nogle ting’:

Det er lidt et forældre-forhold: Man kan ikke afskrive sine forældre, men man kan godt være meget uenige med dem og ikke have lyst til at gå i deres fodspor. På konservatoriet kan man uddanne sig til sanger, men man kan ikke uddanne sig til kunst. Man kan lære en masse skalaer og at jodle.”  

Og selvom Bisse endnu ikke har lært at jodle, har han ikke holdt sig tilbage med andre genrer. Faktisk insisterer han på, at der kan være noget at hente alle steder:

Man får mig aldrig til at sige jeg er en eller anden genre. Det hele er nogle forskellige farver på paletten, der fører dig forskellige steder hen.”

Én formmæssig ting, han dog insisterer på, er idéen om at tænke i albums, selvom branchen længe har været fokuseret på hits og singler:

”Jeg tænker i albums frem for sange, selvom det er fuldstændig mod tiden. Jeg kommer til at leve med røven i vandskorpen.” 

Resultatet er albums med en tydelig historie, og en skramlet lyd. Referencerne er tydelige, både til C.V. Jørgensen og Nick Cave, punk og hip hop, dog uden, at musikken lyder, som noget man har hørt før. Men det at gå i mod branchens tendenser er en velovervejet beslutning:

Det er hårdt for de musikere, der er oppe i tiden, fordi de afspejler deres tid 1:1. Men om 5-10 år bliver det sygt underligt at høre deres musik, fordi er så meget et nu-billede. Det kommer til at blive ud dateret. Min musik vil lyde tidløs, fordi den blander alle mulige genrer. Men jeg har indspillet tingene helt selv, jeg har selv mixet det. Og jeg hører vildt dårligt. Det gør helt klart du får et meget personligt aftryk på det. Det har ikke været i gennem en eller anden maskine. ”

Netop den upolerede lyd og den rå form er en pointe i sig selv. Det må ikke blive for pænt og kontrolleret: ”Der er mange, der er meget pæne, og synger alt for godt. Når man er god til noget, så bliver det bare form. Man glemmer, det skal handle om noget. Og alt i livet skal handle om noget! Det er sgu for kort til at fake ting og efterline andre. Du skal finde frem til dig selv, det skal jeg også, det skal vi alle sammen.”

Og selvom Bisses musik ikke lyder som det typiske radio-hit, har han høstet stor anderkendelse fra bl.a. det pænes højborg: Politiken:

”Det er altid fedt at få anderkendelse, og det betyder noget at synge til nogen, lige meget hvem.  

Men jeg håber, jeg kan gøre oprør mod det pæne og få nogle dårlige anmeldelser. Jeg kunne også tage ind og spille til DF’s årssamling. Det ville jeg sygt gerne, men det kræver, jeg laver et eller andet Richard Ragnvald cover, som de kan lide.”  

Det skal blive spændende at se, om der dukker et Ragnvald-cover op fra Bisses hånd, men først har han andre ting i pipelinen:

”Det er helt uvirkeligt, men jeg bliver nødt til at starte på konservatoriet igen, gudhjælpe mig. Og så kommer der et dødsalbum, der handler om døden til oktober. Jeg kalder det Deathwellness: man skal falde til ro og rette med døden. I stedet for at gå på facebook, så prøv at face døden, og så kan man høre mit album i mens.” 

Interview af Katja Rottensten og Linea Prætorius